BSV’s Klaus Thomsen og BSV-forsvaret gjorde det fornuftigt.

BSV-sejr var mere end to point værd

Peter A. Sørensen 

BSV-træner Peter Bredsdorff var en tilfreds mand. Bjerringbro-Silkeborg er sikker på at få point med over i slutspillet

HÅNDBOLD Det blev en rigtig god aften for Bjerringbro-Silkeborg.

Kun 48 timer efter sejren i Tønder blev opgøret mod GOG vundet 28-25, og det betyder, at BSV’erne får mindst et point med over i slutspillet.

Samtidig har BSV’erne med sejren gode muligheder for at snuppe andenpladsen i grundspillet, der giver to point med til slutspillet, for konkurrenten fra TTH Holstebro møder i morgen på udebane nummer fire Skjern.

- Jeg er selvfølgelig meget, meget tilfreds med, at vi får point med over, og at vi vinder så kort tid efter sejren i Tønder. Samtidig vinder vi på de parametre, som vi gerne ville vinde på. Vi skulle holde GOG fra kontramål i stimer, og samtidig skulle vores skytter i gang. Det kom Markusen og Øris, lød det fra BSV-træner Peter Bredsdorff.

BSV’erne fik også en god start i Jysk Arena, hvor holdet konstant var i front i første halvleg. Især angrebsspillet flød godt, og det betød flere fire-måls føringer.

BSV’erne havde imidlertid problemer i forsvarets højre side, hvor Allan Damgaard plejer at dække op, men det kunne ikke forhindre en BSV-føring på 16-13 ved pausen.

I anden halvleg trak BSV’erne hurtigt fra og førte med både seks og syv mål, men sløseri betød, at der var ved at blive spænding. Det blev der dog ikke for alvor.

Så nu venter en ny spændende kamp søndag, når det gælder 1/8-finalen i Champions League mod Pick Szeged.

- Jeg ved snart ikke, hvornår vi ikke har haft en spændende uge. Sådan er det at være i BSV, og vi ser frem til opgøret på søndag, men vi vil også sigte med alt, hvad vi har for at få to point med over i slutspillet, siger Peter Bredsdorff.