Foto: Jens Anker Tvedebrink

Norsk chefredaktør prisbelønnes med ophold på Dania

Søren Nielsen 

SILKEBORG Ekstra Bladets journalistiske pris Årets Victor går til chefredaktør Espen Egil Hansen fra Aftenposten i Norge.

Årets Victor består af en signeret brosten, 10.000 kr. samt et weekendophold på Hotel Dania i Silkeborg, så prismodtageren kan gøre sig bekendt med Victor Andreasens fødeby.

Prisen overrækkes af chefredaktør Poul Madsen tirsdag den 21. marts.

I begrundelsen lyder det:

»Det kræver mod at kæmpe mod de digitale verdensherrer Facebook og Google. Det mod har Espen Egil Hansen i den grad udvist, og han har også vist, at der er ting der er for vigtige til, at vi kan overlade dem til Facebook.

Pigen, der flygter nøgen fra et amerikansk napalmangreb i Vietnam, er et frygteligt vidnesbyrd fra vores fælles fortid. Det skal ikke slettes, blot fordi det ikke passer ind i Facebooks bornerte Fællesskabsregler. Hvis vores job som journalister, redaktører og publicister skal give mening, må vi som Espen Egil Hansen stå fast når nogen vil forfalske vores fælles historie«.

Ekstra Bladet har uddelt Victorprisen siden 1980. Prisen er stiftet for at hædre Victor Andreasen, der skabte det moderne Ekstra Bladet og har givet navn til denne pris - og for at styrke aktiv og afslørende journalistik.

Priskomiteen består af Ekstra Bladets chefredaktion samt formanden for Ekstra Bladets medarbejderforening.