Stor sag i retten: Afpressede familiefædre efter sex med prostitueret

Brian Holst 

I disse dage kører en stor sag i retten om rufferi, dummebøder og trusler på livet. To lokale mænd er tiltalt

SILKEBORG Det er en særdeles omfattende og grov sag, der i disse dage rulles ud i byretten i Viborg.

To mænd på henholdsvis 30 og 36 år fra Silkeborg og Bording er tiltalt for blandt andet rufferi og trusler på livet.

De to mænd havde i 2015 og 2016 et »samarbejde« med en 49-årig prostitueret kvinde fra Silkeborg, som de angiveligt i ét eller andet omfang har tvunget til at lade sig prostituere.

Når kunderne havde været på besøg hos kvinden, forsøgte de to mænd ifølge anklagerne at afpresse kunderne med dummebøder på op til 15.000 kroner. Blandt kunderne var blandt andre familiefædre, som blev truet med at bagmændene ville afsløre deres forhold til den prostituerede overfor familierne. Nogle mænd er også blevet truet med vold.

Kvinden er angiveligt blevet tvunget til sex med flere end 100 mandlige kunder, hvoraf 65 mandlige sex-kunder ifølge anklageskriftet har været udsat for afpresning.

Midtjyllands Avis skrev senest om sagen, da den 36-årige mand blev anholdt i februar, hvor han blev fængslet for lukkede døre.

Ifølge anklager Claus Benner er der i alt afsat 12 retsdage i sagen, som først forventes afsluttet i løbet af april.