Foto: Jakob Stigsen Andersen

ProShop Europe indgår stor aftale med SIF

Søren Nielsen 

FODBOLD Silkeborg IF har lavet en markant aftale med virksomheden ProShop Europe, der blandt andet er leverandør af LED-bander til sportsindustrien.

Aftalen betyder, at der kommer LED hele vejen rundt om banen på Jysk Park i to niveauer, både i græshøjde og i adskillelsen mellem de to tribune-niveauer.

Samtidig bliver ProShop Europe en del af den kreds, der sponsorerer Den Røde Tribune, hvor SIF’s fans får deres stemningsafsnit.

- Vi har valgt at gå ind i SIF, fordi klubben i øjeblikket er ved at bygge et nyt stadion, og fordi klubben har et mindset, der er fremadrettet. Det tiltaler os meget, og vi vil med sponsoratet gerne vise, at det kan betale sig at investere i digitale løsninger i fremtiden, siger Jens-Ulrik Carstensen, adm. direktør i ProShop Europe i en pressemeddelelse.

Jens-Ulrik Carstensen lægger ikke skjul på, at han er imponeret over Silkeborgs nye stadion og det udtryk, Jysk Park får som Danmarks nyeste fodboldstadion.

- Der er ingen tvivl om, at Silkeborg IF og det nye Jysk Park bliver et sted, vi kommer til at bruge som fremvisningsplatform for vores eksisterende og potentielle kunder. Vi har fået lov til at lave et unikt setup på JYSK park, som gør, at vi inden længe kan vise en digital platform frem, der er ganske enestående i Europa, fortsætter han.

I Silkeborg IF er der også stor glæde over at have landet en aftale med markedets førende leverandør.

- Vi går efter de bedste løsninger i alt, hvad vi foretager os med Jysk Park. Jeg er derfor utrolig glad for, at det er lykkedes at lave så flot en aftale med ProShop, som tilfældet er. Vi fremtidssikrer på den måde Jysk Park på LED-fronten og kan samtidig præsentere den nyeste teknologi på området, når vi indvier Jysk Park til sommer, siger Claus Christensen, økonomidirektør i Silkeborg IF Invest A/S.

- Det er også et flot signal, at ProShop går ind med et sponsorat i Den Røde Tribune og på den måde flager, at Jysk Park er et attraktivt sted at blive eksponeret for en landsdækkende virksomhed, fortsætter økonomidirektøren.