Wien er smuk som en teaterkulisse. Her er det slottet Schönbrunn, der er et must at komme omkring på en tur til Østrigs hovedstad. Pr-foto

Læserrejse Skønne storbydage i både Wien, Prag og Berlin med Læserklubben

Besøg de tre hovedstæder med byrundture og sjove fortællinger. Rejs 19.-26. august Af Lone Henningsenlgh@herningfolkeblad.dk

Slå hele tre fluer med et smæk når Læserklubben med rejseleder Georg Sas i spidsen tager på en sensommertur til tre af Europas smukkeste hovedstæder.

Bussen fra Silkebus, der i samarbejde med Georg Sas er teknisk arrangør, kører fra Silkeborg lørdag morgen tidlig, samler op i Ikast og Herning inden morgenkaffen serveres i bussen sammen med et smurt rundstykke. Kortere ophold ved grænsekiosken inden vi med passende pauser fortsætter til indkvartering og aftensmad på Landgasthof Sternbräu i Schlüsselfeld.

Søndag efter morgenmaden forlader vi hotellet og kører videre mod Wien. Efter et kort ophold i Nürnberg, hvor vi ser Hitlers Reichsparteitagsgelände, Hauptmarkt med den berømte Frauenkirche og Schöner Brunnen, når vi Wien cirka klokken 15.

Smukke og klassiske Wien
Vi kører en orienterende byrundtur på Ringen og beundrer de fantastiske bygningsværker. Man kan tydelig fornemme fortidens storhed og byen er stadig utrolig smuk. Ved slutningen af turen kommer vi til Hundertwasser Haus.

Indkvartering på centraltbeliggende Hotel Admiral. Aftensmaden spiser vi i Restaurant Schweizerhaus i forlystelsesparken Prater.

Mandag formiddag snupper vi en tre timers gåtur i Wiens fine gader. Vi kommer blandt andet til Karls kirke - Operaen - gågadesystemet med Kärtner Strasse, Sct. Stephans Dom, Hofburg og slutter ved museums-kvarteret. Eftermiddagen er fri til shopping, konditoribesøg eller andet - rejselederen kommer gerne med forslag.

Aftenprogrammet byder indledningsvist på en tur til udsigtsområdet Kahlenberg og herefter til 12 Apostel kælder, hvor vi nyder en rigtig wienerbuffet.

Hjemtransport med metro.

Et eventyrslot
Tirsdag morgen kører bussen ud til slottet Schönbrunn, der er en af de vigtigste kulturskatte i Østrig. Vil du gerne indenfor og se slottet koster det en entré på 110 kroner. Du får i givet fald udleveret høretelefon med det ønskede sprog og bliver guidet rundt via dem. (Tilmelding skal ske hjemmefra). De, som ikke ønsker at komme indenfor kan nyde den fantastiske slotshave, køre med et lille sightseeingtog, leje en hestedrosche eller nyde en kop kaffe med kage på slottets konditori.

Turens næste stop er Belvedere Slottet. Belvedere betyder den skønne udsigt, og navnet er meget passende for det imponerende slot. Når man står i parken foran slottet med det lovende navn, har man nemlig en helt fantastisk udsigt over Wiens indre by. En udsigt der faktisk er fredet.

Ønsker du at komme indenfor på slottet og se maleren Gustav Klints berømte værker, kan du også komme det. (Entreen er på 13 euro. Skal bestilles hjemmefra.)

Frokost er på egen hånd, og der køres retur til hotellet klokken 14.30.

Aftenprogrammet kunne byde på en Mozart-Strauss koncert på Hofburg (pris 320 - 420 kroner - skal bestilles hjemmefra).

Enestående Prag
Onsdag forlader vi den østrigske hovedstad og triller mod Tjekkiet.

Først på eftermiddagen ankomst til Hotel Belvedera i Prag og indtjekning.

Her i »byen med de gyldne tage« indleder vi bekendtskabet med en byrundtur, hvor vi besøger den gamle del af byen med Folkets Hus, Krudttårnet, Rådhuspladsen med det astronomiske ur, Karlsbroen og det jødiske kvarter.

Aftensmad på en lokal restaurant.

Torsdag tager vi på anden del af byrundturen, hvor vi begynder ved det imponerende borgkvarter, der kan ses fra det meste af byen. Så kommer vi omkring Skt. Vitus katedralen, håndværkernes gade Nerudova, bydelen Kempa og igen den uforglemmelige Karlsbroen, der er Prags mest kendte seværdighed og festlig på alle tider af døgnet.

Eftermiddagen er fri, indtil vi mødes klokken 19 til en hyggelig folkloreaften, hvor middag, øl og vin er inkluderet.

Fredag morgen forlader vi atter Prag og kører forbi Dresden til Tysklands populære hovedstad Berlin. Denne metropol, der er et godt miks af nyt og gammelt og som har tilbud for enhver smag, er vores sidste storby på denne rejse. Vi tager os en orienterende byrundtur og indkvarterer os derefter på det dejlige centrale Park Inn Hotel Alexanderplatz.

Aftensmad.

Næste morgen efter morgenbuffeten kører vi atter mod Danmark.

Prisen for denne busrejse er for avisens abonnenter 5850 per person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 6000 kroner. Eneværelsestillæg på 800 kroner.

I prisen er inkluderet:

Buskørsel i moderne langtursbus

Dansktalende rejseleder hele vejen

En nat i Schüsselfeld

Tre nætter i Wien

To nætter i Prag

En nat i Berlin

Daglig morgenmad

Seks gange aftensmad

Udflugter.

Koncertbillet på Hofburg i Wien og eventuel entré til Schönbrunn bestilles og betales hjemmefra.

Bestemt plads i bussen kan reserveres for 100 kroner.

Tilmelding til Læserklubben i Silkeborg på laeserklub@mja.dk eller på telefon 87 22 84 69.