Mandagstanker er titlen på frisen, der kan ses hos Midtjyllands Avis den næste måneds tid.

Kunstner udstiller på avisen

SILKEBORG Fire unge samtidskunstnere udstiller den næste måned forskellige steder i Silkeborg i forbindelse med Silkeborg-udstillingen.

De fire kunstnere er Hannah Heilmann, Kasper Hesselbjerg, Morten Modin og Andreas Führer, som alle er blevet bedt om at forholde sig til Cobra-bevægelsen og til Silkeborg.

Morten Modin er inspireret af Cobra-bevægelsens fællesværker og har lavet en gipsfrise skabt med en 3D-printer. Værket er udstillet på Midtjyllands Avis.

Det er en passende placering af værket, der refererer til Silkeborgs grundlægger Michael Drewsen, som stiftede Papirfabrikken i Silkeborg. Det digitale print er lavet med udgangspunkt i foldninger i papir.

Det er Silkeborg Kulturråd, der står bag Silkeborgudstillingen.

Udstillingen udspringer af Kulturspinderiet, som blev lukket i 2013, og har siden fundet sted hvert andet år, som et »Open call«, hvor kunstnerne byder ind med gode idéer til udstilling.