Silkeborgs hunde inviteres til julefrokost.

Påskefrokost for de firbenede

SILKEBORG Maxi Zoo på Borgergade 76 i Silkeborg inviterer alle byens vovser til påskefrokost søndag den 9. april, hvor der vil være hele tre retter på menuen. Her vil vovsen kunne smæske sig i både sild med tunmousse, lammesteg med fåresoufflé og lammebacon samt isdessert - selvfølgelig i udgaver velegnet for hundemaver. Imens kan hundeejerne hygge sig sammen.

Påskefrokosten kommer i kølvandet på den succes, Maxi Zoo Silkeborg havde med hundejulefrokost i december. Her mødte byens hunde og deres ejere talstærkt op.

- Både vores frokoster og fælles gåture er gået hen og blevet et stort tilløbsstykke, hvor byens hunde og hundeelskere kan mødes og få nogle dejlige timer sammen, lyder det fra Trine Jensen, der er butikschef i Maxi Zoo Silkeborg.

Det er gratis at deltage i påskefrokosten, men tilmelding er nødvendig.