I en gammel herregårdspark omkranset af en voldgrav ligger det stemningsfulde Vraa Slotshotel. Vi skal nyde den helt specielle stemning og de mange historier, der er tilknyttet dette gamle slot.

Historie, adel og natur i Nordjylland

To dage lang sommertur til det nordjyske med ophold på Vraa Slotshotel, der rummer spændende historier og god mad. Udflugter til både Nordeuropas største fæstningsanlæg, Thy Nationalpark og Lille Vildmose

Når Læserklubben og Skave Turistfart søndag 30. juli pakker bussen, er det med fokus på Danmark - vores historie, den smukke natur, vores hang til fortællinger og den gode danske mad.

Vi kører fra Midtjylland mellem klokken syv og otte til området Lille Vildmose, der er et sandt eldorado for naturelskere og historisk interesserede.

Den private lokalguide tager os med i bussen på en totimers tur, hvor vi oplever Danmarks største fredede landområde med højmose samt unikke natur- og græsningsskove, der ligger til grund for det helt utrolige plante- og dyreliv.

Vi holder en lille picnic og nyder de medbragte sandwich.

Slot, herremand og spøgelser
Så går turen til Vrå Slotshotel, hvis historie kan føres tilbage til 1400-tallet. Stedet emmer af en helt speciel stemning, stil og charme, og man mærker med det samme, at her ruller fortællingerne lystigt. En flot voldgrav omkranser slottet, og i slottets park er der mulighed for at slappe af og nye omgivelserne.

Slotshotellet har 36 forskellige værelser, som alle er navngivet efter slottets tidligere ejere. Du kan for eksempel bo »med« ritmester Gyldenstjerne, jomfru Birgitte, greve Holck eller kammerherre Svanholm. Hvert værelse er individuelt indrettet. Der er bad, telefon og tv på alle værelser. Vrå Slot har egen hyggelige restaurant samt vinkælder.

Mad med stil
Efter indkvarteringen får vi serveret eftermiddagskaffe med hjemmebagt kage, og derefter er der rundvisning på slottet.

Aftenmenuen er to skønne retter baseret på årstidens råvarer med efterfølgende kaffe i resturanten.

Mandag morgen over morgenkaffen bliver det spændende at høre, om nogle har set »Den Hvide Dame« eller andre spøgelser i løbet af natten.

Vi pakker bussen og kører til Museumscenter Hanstholm, hvor en privat omvisning venter os. Vi oplever Nordeuropas største fæstningsanlæg fra Anden Verdenskrig, der ligger i fantastisk smukke omgivelser på kanten af Vesterhavet og Nationalpark Thy.

Tyskerne lod opføre anlægget som en del af Atlantvolden, og vi kommer ganske tæt på krigen, den enorme bunker, kanoner, våben og meget mere.

Herefter spiser vi frokost på Hanstholm Madbar med en storslået udsigt over naturen og havet.

Den fantastiske natur
I Nationalpark Thy møder vi også naturen med vand, hede, skove, søer, sjældne dyr og planter. Landskabet her er så unikt og blev derfor udnævnt til nationalpark i 2008.

Turen går videre til Vorupør, oprindelig et lille kystfiskersamfund, men nu ferieområde med et forholdsvis nybygget havbad. Her skal vi også besøge den ensomt beliggende gamle kirkegård.

Vi fortsætter til Vestervig Kirke, Danmarks ældste klosterkirke, der ligger tyst og majestætisk i landskabet. Kirken er opført i perioden 1075-1125, ombygget i 1450-1500. Ved den seneste restaurering i begyndelsen af 1900-tallet blev kirken delvist ført tilbage til sin oprindelige skikkelse.

Limfjorden passeres via Oddesundbroen, den kombinerede vej- og jernbanebro, bygget i perioden 1934-1938.

En to-rettes menu venter os på Borbjerg Mølle Kro, hvis historie går mere end 600 år tilbage, og der har ligeså længe været registreret erhverv på stedet.

Dette gør faktisk Borbjerg Mølle til en af Danmarks ældste virksomheder. Den gamle vandmølle kører stadig.Efter to oplevelsesrige dage er vi tilbage i Midtjylland om aftenen.

Meget er inkluderet
Prisen for denne Danmarkstur er for avisens abonnenter 2095 kroner per person i dobbeltværelse, ikke-abonnenter betaler tilsvarende 2195 kroner. Eneværelsestillæg på 250 kroner (der er ikke mange eneværelser)

I prisen er inkluderet:

Buskørsel

Dansk turleder hele vejen

Morgenkaffe og rundstykker på udturen

Frokostsandwich

Program inklusive entréer og rundvisninger

Overnatning på Vraa Slotshotel med eftermiddagskaffe og to-retters menu, aftenkaffe og morgenbuffet

Frokost dag to

Middag på Borbjerg Mølle

Bestemt plads i bussen kan reserveres for 100 kroner

Tilmelding til Læserklubben i Silkeborg på laeserklub@mja.dk eller på telefon 87 22 84 69.