Ludovic Riauté har lejet sig ind i kælderen under Det gamle rådhus på Torvet. Her skal den gamle bankboks indrettes til at kunne arrangere eksklusive vinsmagninger for et par håndfuld deltagere, mens et større lokale bliver renoveret og gjort klar til at kunne huse 40 deltagere i smagninger. - Det bliver så godt, siger Ludovic Riauté, der allerede har det første arrangement booket den 10. maj.

Vinspecialist bag tremmer

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Indehaver af Vinspecialisten Ludovic Riauté har lejet sig ind i kælderen under Det gamle rådhus på Torvet

SILKEBORG Den gamle bankboks i kælderen under Det gamle rådhus på Torvet, bliver igen fyldt med værdier, når vinhandler og indehaver af Vinspecialisten på Vestergade, Ludovic Riauté får skabt nogle spændende og unikke rammer for vinsmagning.

I løbet af denne måned går håndværkere i gang med at give bankboksen fra »Carl Weitemeyers eftf. - Poul Falkenstjerne - Fabrik for Pengeskabe, Boxdøre, Panserrum« en overhaling. Her et det planen, at Ludovic Riauté vil etablere et eksklusivt miljø, hvor op mod ti kunder kan få en prøvesmagning på udvalgte vine og spiritus.

Langbord, glas og karafler
- Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg ville rydde alle hylderne, men nu vælger jeg nok at beholde i hvert fald en af dem. Jeg synes, det er lidt sjovt, siger Ludovic Riauté og retter opmærksomheden mod et par hylder.

Her sidder der gamle mærkater som indikerer, at hylderne oprindeligt har været brugt i perioden 1915-16. Måske til at opbevare de kommunale kassebøger. Senere er boksen blevet brugt til at opbevare tinglysningsbøger og papirer fra civilretten.

Rummet er med sine godt 16 kvadratmeter er der ikke meget plads, men Ludovic Riauté har allerede gjort sig planer om indretning med langbord, karafler, glas og udvalgte vine.

- Vi har mange, der kommer og spørger på vinsmagning. Vi har ikke rigtig pladsen i butikken, men den får vi her, siger han, der i slutningen af denne måned har tre prøvesmagninger på en dag.

Plads til 40 deltagere
- Klokken 15, klokken 17 og klokken 21. Den sidste er en romsmagning, smiler Ludovic Riauté.

Smilet bliver ikke mindre, da han viser videre til et langt større kælderrum under Det gamle rådhus. Det står med halvrå vægge og fungerer mest af alt som depot for tomme papkasser, emballage og brugte kontormøbler. Men for Ludovic Riauté er det næsten en usleben diamant.

- Det bliver så godt. Væggene bliver renset, gulvet rengjort og behandlet. Jeg får vinskabe hjem fra Frankrig og så bliver her et stort udvalg af vin, rom, gin og whisky. Jeg glæder mig helt vildt, siger han.

I rummet bliver der plads til 40 deltagere i forskellige events og smagninger, og det er planen, at de forskellige smagninger kan kombineres med tapas leveret af Cafe Drewsens, der sammen med B&O rykkede ind i Det gamle rådhus tidligere på måneden.