SIF jubler her over en af scoringerne i sejren. Foto: Ernst van Norde/Polfoto

Efter vital sejr: SIF-manager takker fansene

To mål af Nicklas Helenius og et enkelt af Sammy Skytte sænkede AGF i Aarhus

FODBOLD Silkeborg IF har taget et stort skridt mod endnu en sæson i Superligaen.

Med en sikker 3-1 sejr over de direkte rivaler fra AGF i mandagens ualmindeligt vigtige lokalopgør har SIF nu seks point ned til de to nederste pladser i nedrykningsspillet, hvor der resterer fire kampe.

Man forstod derfor jublen hos udeholdet og de mange medrejsende fans, der havde en herlig aften i Aarhus.

Og netop den store flok SIF-fans fik kærlige ord med på vejen efter kampen af SIF-manager Peter Sørensen.

- Det var fantastisk, at så mange havde taget med os herud. Det var glædeligt. Jeg håber, de kommer igen og tager nogle flere venner med, når vi skal til Viborg, siger Peter Sørensen.

Han var også meget tilfreds med indsatsen på banen.

- Vi fik greb om AGF og matchet deres fysik. Vi vandt duellerne og andenboldene. Det gjorde en stor forskel, mener han.

Peter Sørensen lægger ikke skjul på, at det var en af sæsonens vigtigste sejre, som SIF hentede mandag aften.

- De her indbyrdes kampe er af stor betydning. Det giver sig selv. Men der er stadig fire kampe igen og 12 point. Det kan stadig godt gå galt, siger han.

Føringsmål ændrede kampen
AGF var ellers bedst i indledningen, hvor hjemmeholdet sværmede omkring SIF-målet. Det gav et par halvstore tilbud, hvor især den tidligere SIF’er Daniel A. Pedersen var tæt på at score på et skud, der sneg sig lige forbi Thomas Nørgaards mål.

Men første gang udeholdet for alvor kom i nærheden af AGF’s mål efter små 16 minutter, stod der 0-1. Ibrahim Moro fandt en helt fri Nicklas Helenius, der headede SIF i front.

Målet vendte totalt opgøret. AGF gik i opløsning, og kun seks minutter senere var det så Sammy Skytte, der elegant fintede en AGF’er væk i feltet, inden han hamrede bolden fladt i nettet.

Det fik AGF’erne til at gå op i limingen, og SIF’erne burde have øget føringen før pausen mod et rystet hjemmehold, der havde enorme problemer i forsvaret.

Kæmpe chance
Til gengæld kom 0-3 målet kort efter pausen. Her vristede Davit Skhirtladze sig uimodståeligt fri på venstrekanten og serverede et fornemt indlæg til Nicklas Helenius, der kunne flugte sit andet mål i nettet.

Efter en times spil skulle SIF endda være kommet på 0-4. Endnu en brøler af AGF - denne gang af Mikkel Rask - sendte Davit Skhirtladze og Nicklas Helenius i en to mod én situation, men i stedet for at afslutte i helt fri position afleverede Helenius upræcist til angrebsmakkeren, og så løb den store chance ud i sandet.

I stedet fik AGF lidt håb igen, da Danny Olsen i det 67. minut reducerede til 1-3 på et hård spark, som Thomas Nørgaard burde have afværgret i SIF-målet.

I slutfasen pressede værterne på for endnu en scoring. Blandt andet havde AGF et par nærgående hovedstød, men SIF’erne slap med skrækken, og efter fire minutters overtid kunne de række armene i vejret efter den meget vigtige sejr.

9098 tilskuere overværede lokalopgøret.