Gothenborgs skovkyllinger er sorte og dunede. Anden påskedag er de klar til at blive lukket ud på markerne ved det økologiske landbrug i Them.

Kyllinger bliver lukket ud på Gothenborg

THEM Små og store er inviteret til at være med, når de økologiske kyllinger bliver lukket ud på Gothenborgs grønne marker ved Them.

Her inviteres traditionen tro til kyllingedag. Det foregår i år 2. påskedag, mandag den 17. april.

Med forårets komme bliver de mobile huse på Lone og Lars Hedegaards marker ved Gothenborg fyldt med små, søde kyllinger. Fra gården lyder opfordringen, at man tager hele familien og vennerne med til kyllingedagen for at opleve den unikke stemning, når de små kyllinger bliver lukket ud på markerne. Børnene vil i dagens anledning få mulighed for ikke bare at se, men også røre de små, søde kyllinger.

Som noget særligt vil der på kyllingedagen i år være underholdning for børnene, idet Ida Sørensen kommer og synger børnesange og leger sanglege med børn i alle aldre.

I Gothenborgs café kan man blandt andet købe en madkasse med forskellige overraskelser, som kan nydes rundt om på gården, og gårdbutikken vil naturligvis også være åben på dagen.