18 kunstnere er repræsenteret på årets påskeudstilling i Lunden. Foto: Jens Anker Tvedebrink

Påskekunst i Lunden

Christian Kloch Larsen 

Åbne Atelierdøre inviterer til påskeudstilling

KUNST Påsken er ikke kun kirkens højtid. Også kunsten har sin højtid i påskedagene, hvor der over hele landet er tradition for påskeudstillinger.

De seneste to år har Åbne Atelierdøre arrangeret påskeudstilling i Lunden, hvor kunstnere, som deltager i den store kunstevent til august, får mulighed for at udstille deres kunst i påskedagene.

Fredag åbner udstillingen for tredje gang og i år deltager 18 kunstnere og kunsthåndværkere. Det er kunstneren Carsten Frank, der holder talen ved åbningen på fredag.

Som noget nyt er der i år en kunstcafe, hvor man kan møde flere af kunstnerne. Lørdag vil kunstneren og landskabsarkitekten Lars Rohde, være i cafeen og indvie publikum i de tanker, han har gjort sig om kunst og inspiration, mens man søndag kan høre silkeborgkunsteneren Kurt Heegaard fortælle om sit kunstneriske virke og den måde, han udtrykker sig på i sine malerier.

De deltagende kunstnere i årets påskeudstilling, som han ses til søndag 16. april, er Ann Thoup, Birgit Korsholm , Gerd Baarstrøm, Inge Jensen, Jannie Astrup, Janie Schaufuss, Jens Josefsen, Jytte Dunck Pedersen, Klaus Becker, Lars Rohde, Lena Petersen, Maryam Safa, Peter Birk, Suzi Louring, Tage Størup, Thomas Borghus og Tove Dalberg Bentsen.

En fin tradition
Åbne Atelierdøre, som hvert år finder sted i august, er en af årets helt store kunstevents i Silkeborg og omegn. Lige som så mange andre gode kunstinitiativer her i området, er traditionen med at præsentere op mod 100 lokale kunstnere, som samtidig inviterer indenfor i deres værksteder en weekend i august, udsprunget af Kulturspinderiet.

Og lige som så mange andre kunst-events er Åbne Atelierdøre i dag hjemløs, efter Kulturspinderiet lukkede i 2013.

Påskeudstillingen i Lunden er et forsøg på at skabe den ekstra opmærksomhed, som Åbne Atelierdøre har brug for, og så er udstillingen samtidig med til at holde en fin påsketradition i live i Silkeborg.

Nemlig at man i denne højtid kan rejse sig fra frokostbordet og strække benene ved at gå på udstillinger og se på kunst på såvel et højt, internationalt niveau, som på et plan, hvor alle kan være med.

Derfor skal påskeudstillingen i Lunden have ugens anbefaling fra kulturredaktionen.