Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen har nu set sit hold tabe de to første kampe. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Nyt nederlag sætter BSV under hårdt pres

Michael Helligsø 

Et skadesplaget BSV-hold tabte 24-25 på hjemmebane til Mors-Thy

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg gik ind til slutspillet med alle kort på hånden efter en andenplads i grundspillet, men efter de to første kampe er de danske mestre i den grad kommet under pres.

Efter nederlaget i mandags til Ribe-Esbjerg tabte BSV’erne lørdag med 24-25 på hjemmebane til Mors-Thy, der nu også melder sig ind i kampen om de to semifinalebilletter fra puljen.

Omvendt er der i den grad kommet pres på BSV, der nu skal ud og have et godt resultat i en svær udekamp på onsdag mod TTH Holstebro.

Kampen mod Mors-Thy blev først afgjort i de døende sekunder, da Nickolie Jensen scorede til 24-25 i en situation, hvor det lignede en dobbeltdribling.

Det blev der ikke dømt, og så kunne Mors-Thy-spillerne juble over sejren, mens BSV’erne kunne luske skuffede fra banen.

BSV stillede mod Mors-Thy op uden skadede profiler som Allan Damgaard, Nikolaj Øris, Rasmus Jensen samt langtidsskadede Johan Hansen, så der var i den grad hårdt brug for hele truppens bredde i kampen.

Det gav en masse spilletid i forsvaret til Kasper Olsen, mens Jacob Lassen fik mange minutter på højrebacken i offensiven, men trods de begrænsede indskiftningsmuligheder havde BSV teten i det meste af opgøret.

Opkomlingene fra Mors-Thy var dog ikke sådan at ryste af sig. Først mod slutningen af første halvleg fik BSV skabt et hul, da holdet gik fra 9-9 til 12-9, inden gæsterne fik reduceret til pausestillingen 12-10.

Det blev hurtigt forvandlet til 12-12 efter pausen, og Mors-Thy fortsatte derefter med at presse værterne, der dog igen fik lidt luft ved at komme foran 18-15 midt i anden halvleg.

Men morsingboerne nægtede at give op. De fik pludselig momentum, og med lidt over 10 minutter igen var stillingen pludselig ændret til 19-20.

Det betød et comeback i BSV-målet til Sebastian Frandsen, der efter fem ugers skadespause var klar igen.

Han skulle ikke bruge lang tid på at finde et par vigtige redninger frem, men det kunne ikke ændre på, at højspændingen fortsatte i Jysk Arena.

Med fire minutter igen bragte Jacob Lassen hjemmeholdet på 23-22, men en udvisning til Kasper Olsen og en efterfølgende Mors-Thy-scoring satte BSV under ekstra pres.

Halvandet minut før tid scorede gæsternes fløj Lasse Pedersen til 23-24, og så havde BSV’erne elelrs travlt.

Med 52 sekunder kunne Rasmus Kier, der ellers ikke havde haft en god dag, score sit første mål i kampen til 24-24 til stor jubel for de fleste af de 1938 tilskuere i arenaen.

Mors-Thy fik en sidste chance for at snuppe to meget vigtige point. Efter en timeout havde gæsterne 23 sekunder til at score et afgørende mål.

Det lykkedes, da Nickolei Jensen få sekunder før tid scorede til 24-25 efter en situation, hvor det lugtede af en dobbeltdribling, men det var udeholdet bedøvende ligeglad med.

Kampen endte 24-25, og dermed er der i den grad spænding om, hvem der skal snuppe de to øverste pladser i BSV’s slutspilspulje.