Rikke Rønne Hansen og Thea Juliane Lund med deres musiklærer, Philip Stewart, glæder sig til at spille for folk på gågaderne i Silkeborg.

Efterskole-elever spiller på gaden med og for hjertet

SILKEBORG Onsdag efter påske - den 19. april - vil gågaderne i Silkeborg genlyde af glad musik, når musikelever fra Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm vil præge bybilledet som gademusikanter. I år samler eleverne ind til et ganske særligt formål.

De har valgt at donere hele det indsamlede beløb til Hjerteforeningen.

- Vi har en kammerat, som er syg på grund af hjerteproblemer, og derfor tænkte vi, at vi ville samle ind til Hjerteforeningen, fortæller en af eleverne, Rikke Rønne Hansen fra Kolding.

Hun og veninden Thea Lund fra Randers ringede til Hjerteforeningen, og her blev man meget glade for initiativet.

- Det ville være en god optakt til foreningens landsindsamling, som finder sted 30. april, fortæller de to kammerater, der ganske rammende siger, at de »vil spille med hjertet for hjertet«.