SIF’s Robert Skov. Foto: Polfoto

SIF-træner: Jeg kan godt leve med et point

Peter A. Sørensen 

Viborg havde de største tilbud, men SIF holdt stand og er nu seks point fra nedrykningspladserne, da AGF også tabte

FODBOLD Det holdt hårdt i de første 45 minutter, men SIF fik 0-0 i Viborg - og dermed har SIF’erne fortsat seks point ned til de pladser, som betyder nedrykningskampe.

Det står nu helt klart, efter AGF her til aften tabte 1-0 i Aalborg.

SIF’erne var ellers under pres i perioder i Viborg, og kun en stor redning af keeper Thomas Nørgaard i første halvleg holdt hjemmeholdet fra fadet.

- Jeg kan godt leve med et point. Viborg kunne godt have fået et mål i første halvleg, men jeg er godt tilfreds med anden halvleg, og her kunne vi godt have fået et mål eller to, lød det fra SIF-træner Peter Sørensen, der roste sit forsvar og målmand Thomas Nørgaard for sin vigtige redning.

Viborg sad tungt på de første 20 minutter, men langsomt kom gæsterne bedre med og havde også optræk til gode tilbud - især efter pausen.

- Vi er tilfredse, og jeg tænker, at vi er mere tilfredse end Viborg. Vi forsvarer helt ind til stregen i dag, og så er Thomas stærk på stregen, konstaterede Peter Sørensen.

SIF’erne møder allerede på fredag Viborg igen, hvor SIF også fejrer jubilæum, og holdet kan gå ind til det opgør med forholdsvis ro i sindet.

- Der er et stykke vej endnu, men vi har ikke tabt i nedrykningsspillet, og jeg er meget tilfreds med de tre første kampe, mente Peter Sørensen.