Torvet i Silkeborg er endnu lidt udfordret, når det gælder forårsblomster. Men ved Silkeborg Kirke, kan man godt komme i forårstemning. - Vi glæder os til at få et forår og en sommer med masser af spændende aktiviteter i Silkeborg, siger handelschef Claus Broe.

Forår i Silkeborg

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Medlemmerne i HandelSilkeborg gør klar til et travlt forår. Første skridt er rengøringsweekend

SILKEBORG I skrivende stund er der udsigt til meget moderate forårstemperaturer, og risikoen for nattefrost er endnu til stede et stykke ud i fremtiden.

Alligevel er der spirende forårsfornemmelse i Silkeborg, hvor medlemmerne i HandelSilkeborg traditionen tro vasker vinterens tristesse bort og byder foråret velkommen.

Det sker med en kombineret Late Night og Rengøringsdag fredag den 28. april og lørdag den 29. april. Et udvalg arbejder i øjeblikket med muligheden for at skabe et blomstrende velkommen foran alle medlemsbutikker og -forretninger i midtbyen, og lørdag vil Brand & Redning komme forbi fra morgenstunden og spule gaderne i midtbyen rene.

- Det bliver sådan et kombineret rengørings-late-night-arrangement, hvor vi byder foråret velkommen, siger handelschef Claus Broe.