Duoen Cancer giver lørdag aften koncert i Kedelhuset. Foto: Simon Birk

En fornemmelse af lyd

Christian Kloch Larsen 

Koncert med Cancer og lydkunst fra Indelukket i Kedelhuset

MUSIK Kedelhuset lægger lørdag aften scene til avantgardepop krydret med lyde fra naturen, hvor den store træmegafon i Indelukket også bliver brugt som instrument.

Koncerten er en del af Aarhus 2017-projektet The Overheard, som er skabt af lydkunstner Morten Riis og komponist Marie Højlund - som i øvrigt er fra Silkeborg.

Ud over lydene fra megafonerne i Indelukket, er der også koncert med duoen Cancer, som består af Nikolaj Manuel Vonsild - forsanger i When Saints Go Machine - og sangeren og guitaristen Kristian Finne Kristensen.

Duoen, som er inspireret af elektronika, avantgardepop og americana, vil ved koncerten i Kedelhuset være med til at flytte den gængse opfattelse af lyd.

Workshop dagen før
Dagen inden koncerten deltager elever fra Silkeborg Gymnasium og lærerstuderende fra Via University i projektet med en workshop sammen med Morten Riis, som også indleder koncerten lørdag aften med at fortælle om projektet og spille en såkaldt »højttalerkoncert«, hvor publikum bades i lyd fra otte højttalere.

Det sker inden Cancer går på scenen. Duoens navn udspringer af Nikolaj Vonsilds personlige erfaringer med kræftsygdom i den nære familie. Men sangene er ikke kun om dystre sider af livet: Også lys, kærlighed og skønheden ved venskaber og familie er temaer i Cancers musik.

Unik oplevelse
Og sammen med naturens lyde og organiske stemninger fra Indelukket, er der lagt op til en unik musikalsk oplevelse i Kedelhuset lørdag aften - også i selskab med den anmelderroste duo Cancer.

En koncert som ikke er så forudsigelig, som så mange andre musikarrangementer.

Og er man i det rette »mood« kan det måske blive en af de aftener, man sent vil glemme.

Så derfor er koncerten med Overheard og Cancer denne uges anbefaling fra kulturredaktionen.