Rasmus Kier skifter til Skive. Foto: Martin Ballund

BSV-fløj afslører: Her er min nye klub

Mathias Hove Andersen 

Rasmus Kier venter i spænding på at se, om han skal spille liga eller 1. division i næste sæson

HÅNDBOLD Torsdag blev det officielt, at Rasmus Kier forlader Bjerringbro-Silkeborg efter denne sæson, og nu kan fløjspilleren afsløre, at karrieren fortsætter i Skive f.H.

- Jeg ser frem til at få en større rolle i Skive, hvor jeg kan udvikle mig som håndboldspiller. Det virker som den rette beslutning for mig, fortæller Rasmus Kier.

Skive spiller i øjeblikket playoffkampe mod TM Tønder, hvor en billet til landets bedste række er på spil, og i aftes missede Rasmus Kiers kommende klub en matchbold på hjemmebane, da Skive tabte det andet opgør med 20-22.

Den tredje og afgørende kamp spilles søndag eftermiddag i grænselandet, men udfaldet er ikke altafgørende for BSV-fløjen.

- Jeg vil selvfølgelig helst spille i ligaen. Det er klart. Det kunne være mega sjovt, men jeg kommer til at gå ind til det med samme sind - uagtet om det hedder liga eller 1. division, siger Rasmus Kier.

Fløjspilleren håber på at kunne slutte tiden i BSV med en gentagelse af sidste års DM-triumf, og klubben vil altid have en særlig plads i hjertet.

- Klubben betyder meget for mig, og jeg har fulgt med lige siden grundlæggelsen. Jeg har altid været fan, og som barn var jeg også altid inde for at se dem spille. Det har været en rigtig stor oplevelse for mig at få lov til at spille her, siger Rasmus Kier, der især vil huske tilbage på den igangværende sæson, hvor han pludselig fik chancen i skadede Johan Hansens fravær.

- Der har været mange gode oplevelser. Det har været fedt at spille på hjemmebane, og det gælder også udebaneturene i Champions League. Sejren i Kiel står som noget stort for mig. Det var vildt, siger 20-årige Rasmus Kier.

Bjerringbro-Silkeborgs forsvarende danske mestre har endnu ikke offentliggjort, hvem der skal afløse Voel-drengen på højre fløj i den kommende sæson.