Silkeborg Museumsforenings formidlingsgruppe har flere gange tidligere indbudt til historisk kaffeselskab i arbejderboligen. Foto: Jens Anker Tvedebrink

Kaffeselskab i arbejderboligen

SILKEBORG I den kommende tid er der igen mulighed for at komme til kaffeselskab i den lille arbejderbolig ved Museum Silkeborg. Fire søndage (den 23. april, 21. maj, 25. juni og 16. juli) indbyder Silkeborg Museumsforenings formidlingsgruppe til eftermiddagskaffe i den hyggelige bolig, der er indrettet som et arbejderhjem fra cirka 1910.

De frivillige lover høflig betjening i autentiske omgivelser samt kaffe med tidstypisk bagværk, og undervejs vil de fortælle om arbejderfamiliens levevilkår i Silkeborg. Der er naturligvis også tid til at stille spørgsmål og til at få en snak om gamle dage.

Der er et stærkt begrænset antal pladser i de små stuer. Det er derfor nødvendigt at bestille billetter på museet forud for de enkelte arrangementer.