DGI og lokale klubber arrangerer traditionen tro Kom i form-stævner som startskud på fodboldsæsonen. I Silkeborg er der to stævner i den kommende weekend.

Små fodboldspillere indleder sæsonen

Stort Kom i form-stævne i Hvinningdal og et mindre stævne med 12 hold hos Silkeborg KFUM

HVINNINGDAL Traditionen tro indleder DGI Midtjylland sæsonen med Kom i form-fodboldstævner. HA 85 er igen i år vært for et stort stævne i Silkeborg. Det spilles i morgen, lørdag den 22. april, på 10 baner ved Hvinningdalhallen, og hele 91 drenge- og pigehold fra det midtjyske område er tilmeldt stævnet, så der bliver pres på parkeringspladser og baner.

- Vi glæder os rigtigt meget over den store opbakning til stævnet og til at byde spillere, trænere og de mange forældre velkommen til en forhåbentlig sjov og solbeskinnet dag i Silkeborg. I år slår vi deltagerrekord med de 91 hold fordelt på årgangene fra U5/U6 til U10, siger fodboldkonsulent Peter Kristensen fra DGI.

U15-drengene fra FC Silkeborg skal dømme 5-mands kampene, og de får hermed lidt erfaring med den rolle.

U5/U6 spiller tre-mands hold på oppustelig bane, mens de ældste spiller på 8-mands baner. Da det er et træningsstævne, er der dog ikke resultatregistrering eller præmier til holdene.

Stævneleder i HA85, Chano Nellemann, ser også frem til stævnet og oplyser, at cafeen i hallen naturligvis er åben og suppleres med grill m.m., så de mange børn og forældre kan få forfriskninger mellem kampene.

Lørdag afvikler DGI Midtjylland yderligere et »Kom i form-stævne«. Her mødes 12 U11-drengehold hos Silkeborg KFUM på Søholt.