23-årig blev anholdt efter slagsmål

SILKEBORG En 23-årig mand fra Silkeborg blev kort før klokken 3.30 natten til søndag anholdt i Silkeborg.

Forud for anholdelsen var manden blevet anmeldt for at have været i slagsmål i Nygade, og der var meldinger om, at manden også bar kniv.

Da politiet fik fat i den 23-årige, havde han ingen kniv, men han nægtede at oplyse sin identitet. Så han blev taget med på politistationen.

Her var gassen gået af ballonen. Manden fortalte, hvem han var, og så blev han løsladt. Nu hænger han på en bøde for lovovertrædelsen.