Nye diskoteksfolk vil genoplive »Boudisque«

Søren Nielsen 

Navnet på det nye diskotek er »CC Silkeborg«, som skal ligge i de lokaler i Nygade, hvor Diskotek 80’eren i mange år havde til huse.

De store lokaler vil rumme tre afdelinger tiltænkt forskellige målgrupper. Dels vil der være en afdeling med en live-scene, hvor byens musikforeninger kan leje sig ind. Desuden vil der være en natklub-afdeling målrettet det yngre publikum, og endelig vil det legendariske navn Boudisque blive genskabt målrettet et mere modent publikum. Her vil man også kunne spise.

Boudisque havde sin storhedstid i 80’erne, hvor det var meget populært. Denne afdeling åbner dog ikke samtidig med de øvrige lokaler, fordi der skal først ske en omfattende renovering.

Claus Friis står bag, og han har i mange år drevet firmaet FS Lyd & Lys, som netop er eksperter i opsætning af lyd og lys til koncerter.

Åbningen er planlagt til den 5. maj.