Storalarm: Rådhuset blev evakueret

Adam Haff 

Mens brandfolk undersøgte rådhuset måtte personalet vente på parkeringsplads

SILKEBORG Brandberedskabet på rådhuset blev tirsdag morgen testet, da der pludselig blev meldt om brand i den bygning, der har gavl ud mod Kvickly.

Klokken 08 meldte en sensor brand i et rum. Det fik Brand og Redning til at rykke ud. Samtidig gik rådhusets interne brand-procedure i gang. Årsagen til brandmeldingen var, at der i forbindelse med nogle håndværkeres arbejde havde udviklet sig en del støv under nedtagning af nogle fliser, fortæller brand-indsatsleder Allan Riisberg:

- Rådhusets beredskab fungerede helt perfekt. Da vi efter få minutter var fremme var de berørte afdelinger allerede evakueret. Personalet stod som det skulle på parkeringspladsen ved Godhåbsvej, fortæller han.

Enkelte medarbejdere er instrueret i, hvordan de skal styre en sådan evakuering. Nøglemedarbejderne fik deres kolleger ud, viste brandfolkene vej, og de huskede sågar at medbringe en megafon, da alle hurtigt skulle udenfor:

- De havde fuldstændig styr på det, og det betød, at vi hurtigere kunne konstatere, at det ikke brændte, og dermed afblæse alarmen, siger Allan Riisberg, som vurderer, at omkring 75 medarbejdere måtte stå udenfor rådhuset i de cirka 10 minutter, det tog brandfolkene at nå frem og tjekke stedet.