Marc Rochester.

Officielt: SIF henter angriber i HB Køge

Peter A. Sørensen 

Marc Rochester får en tre-årig aftale i Silkeborg

FODBOLD Så er det officielt. Silkeborg IF har hentet 24-årig Marc Rochester Sørensens på en tre-årig kontrakt. Den nye SIF’er har sin styrke i offensiven, hvor han kan dække begge kanter og de to angrebspladser forrest på banen.

MARC Rochester Sørensen har i den seneste sæson spillet for 1. divisionsklubben HB Køge, hvor han også fik sit gennembrud. Allerede som 18-årig i 2011 fik han superligadebut i klubben ved Køge Bugt. Marc Rochester Sørensen blev hentet til FC Vestsjælland, da Slagelse-projektet rykkede i Superligaen i sommeren 2013, og det var her, han opnåede hovedparten af sine indtil videre 60 superligakampe. Han vendte tilbage til HB Køge, da eventyret i FC Vestsjælland sluttede brat i slutningen af 2015.

- Jeg har glædet mig rigtig meget til denne her dag. Jeg er glad og stolt over, at jeg nu har skrevet under med Silkeborg IF og skal være her i tre år. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Marc Rochester Sørensen og forklarer, hvorfor det netop er i Søhøjlandet, at han fortsætter karrieren:

- Det er mest mavefornemmelsen, og så har Silkeborg IF vist størst interesse. Det er en klub, hvor jeg kan udvikle mig meget. Jeg kender jo Silkeborg fra de mange gange, jeg par spillet mod klubben, og den spillestil, holdet praktiserer, tiltaler mig meget, siger Marc Rochester Sørensen, der ikke er nervøs for omplantningen fra sjællandske Køge til jyske Silkeborg.

- Det bliver en udfordring, men jeg glæder mig til den, siger han.

FOR SIF-manager Peter Sørensen er der tale om et længe næret ønske, der går i opfyldelse med tilknytningen af Marc Rochester Sørensen på en 3-årig kontrakt.

- Vi har fulgt ham længe, og vi har kunnet lide det, vi har set. Det er en ung spiller, der allerede har bevist, at han besidder et godt superliganiveau, ikke kun i HB Køge. Han var også god i en svær tid i FC Vestsjælland. Vi tror på, at han sammen med de andre spillere i vores trup kan vokse og udvikle sig endnu mere, siger Peter Sørensen.

MARC Rochester Sørensen spiller sæsonen færdig for HB Køge og tiltræder i SIF, når forberedelserne til den nye sæson går i gang.