BSV’s Allan Damgaard.

BSV fik klø i Ørnereden – Det ligner Aalborg i semifinalen

Peter A. Sørensen 

Der var motivation til forskel i opgøret mod TTH Holstebro. Nu tyder alt på, at Skjern søndag spiller baglæns for at slippe for BSV

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg var på forhånd klar til DM-semifinalerne, og det kunne ses i Jysk Arena lørdag aften, hvor gæsterne fra TTH Holstebro selv jagtede en plads i semifinalen.

For BSV’erne tabte med 26-33, og da Ribe-Esbjerg vandt på Mors, vinder Ribe-holdet puljen og er med i semifinalen. Dermed er TTH ude.

- Det er kamp nummer 54 i denne sæson, så jeg er ikke så overrasket, for vi havde ringe forudsætninger til fordel for TTH. Vi gør, hvad vi kan, men forudsætningerne er ikke til mere, når vi er nødt til at prioritere. Det er mit ansvar, siger Peter Bredsdorff.

BSV’erne får først i morgen klarhed over, hvem der venter i semifinalen, men gamblerne har gennemskuet, at Skjern i morgen nu har absolut intet at vinde. Taber holdet ude til Aalborg, der skal vinde, venter der en DM-semifnale mod Ribe-Esbjerg - og dermed hjemmebane i en eventuel tredje kamp.

Vinder Skjern i Aalborg, venter der en semifinale mod BSV - og udebane i en eventuel tredje kamp. Så det resultat giver vist sig selv...

Hjemmeholdet i Jysk Arena fik en skidt start i Jysk Arena. Allerede tidligt i kampen viste måltavlen 4-11, hvilket fik BSV-træner Peter Bredsdorff til at skifte flere profiler ud. og selvom BSV’erne fik rettet lidt op på det, var holdet bagud med 11-15 ved pausen.

I anden halvleg var BSV’erne tæt på at nå helt op, men så knækkede filmen helt, og TTH vandt klart foran en skuffet Jysk Arena.