Parasolfod kylet gennem butiksrude

SILKEBORG En parasolfod blev natten til mandag klokken 01.16 brugt som redskab ved et indbrud i Idé Møbler på Mørksøvej i Silkeborg.

Den tunge parasolfod blev kylet gennem et vindue i en dør og så havde gerningsmanden adgang til forretningen.

Han var oppe og rode ved kasselinien. Om natten blev tabet ikke gjort op, men tyven kan have stjålet byttepenge.

I løbet af weekenden var der også indbrud i en villa på Jacob Paludans Vej. Gerningsmanden brød et vindue op og var rundt i noget af huset. En tyverialarm gik i gang. Politiet har endnu ikke oplysninger om, hvad der blev stjålet.