- Mad er min filosofi. Alt hvad jeg brænder for, er mad. Jeg håber, at jeg kan få Gusto bredt ud til hele Danmark, siger Kazim Altunas, der netop har åbnet Gusto Sandwich- & Salatbar på Vestergade i Silkeborg.

Sandwichbar i tidligere boghandel

Tekst: Peter Bruvik-Hansen 

Kazim Altunas valgte Silkeborg og ikke hjembyen Odense, da han skulle etablere tredje ben i det, han håber bliver en landsdækkende salat- og sandwichkæde

SILKEBORG Vælg brød. Vælg fyld. Vælg dressing

Konceptet er forholdsvis enkelt og ligetil i Gusto Sandwich- og Salatbar, der netop er åbnet på Vestergade i det lejemål, der tidligere var adresse for Bog & Ide.

Bag koncept og forretning står Kazim Altunas, der i forvejen driver to lignende forretninger i Herning. Forretninger, han købte efter i en årrække at have drevet café i København.

- Mad er min filosofi. Alt hvad jeg brænder for, er mad. Jeg håber, at jeg kan få Gusto bredt ud til hele Danmark, smiler Kazim Altunas, der i 1985 skiftede Tyrkiet ud med Danmark, hvor Odense nu er hans »hjem«.

Det var da også her, han havde regnet med, at han efter de to forretninger i Herning, skulle åbne det tredje ben i sit firma. En tur til Silkeborg ændrede dog hurtigt det.

Silkeborg frem for Odense
- Jeg var i Silkeborg for fire måneder siden, og der besluttede jeg mig faktisk med det samme, at jeg ville åbne her. Silkeborg er en dejlig by med dejlige mennesker og smuk natur, siger Kazim Altunas, mens han har travlt med at smøre sandwich og sikre, at saltbaren fortsat står lokkende med sine lune kartoffelretter og kyllinger samt omkring 35 mulige ingredienser. Plus »det løse«, der blandt andet tæller rosiner, peanuts og brødtern.