Michael V. Knudsen ambassadør for Danmarks Outdoor Hovedstad

Søren Nielsen 

BSV håndboldspilleren Michael V. Knudsen er ambassadør for Silkeborg Unlimited – byens satsning, der går på at gøre Silkeborg til Danmarks Outdoor Hovedstad

SILKEBORG Michael Knudsen har sagt ja til at være med til at kaste lys på Silkeborg som danskernes foretrukne outdoor destination. Det skriver Visit Silkeborg i en pressemeddelelse.

BSV-håndboldspilleren og tidligere landsholdsspiller Michael V. Knudsen flyttede til byen i 2014 og er begejstret for variationen i området og den unikke sammensætning af by og natur, som findes her.

- Selvom jeg i øjeblikket tilbringer det meste af min tid i en håndboldhal, er jeg udpræget naturmenneske. Derfor føles det rigtigt at have slået mig ned i Silkeborg sammen med min familie, hvor jeg sagtens kan se mig selv bo i mange år, siger han.

Ny strategi
Outdoor-satsningen »Silkeborg Unlimited«, som Michael V. Knudsen er ambassadør for, er byens nye tiltrækningsstrategi, som har fokus på vækst med naturens muligheder som omdrejningspunkt.

Turistchef Liselotte Nis-Hanssen fortæller:

- Vi vil binde byen og vores unikke natur sammen til Danmarks stærkeste outdoor-destination, som både er attraktiv for dem, der bor her, men i allerhøjeste grad også for dem, som besøger Silkeborg enten i kraft af deres arbejde eller som turister. I Silkeborg har vi alt, hvad der skal til for at komme på outdoor-landkortet; en høj koncentration af outdoor-oplevelser, relaterede servicetilbud samt et event- og konkurrenceudbud, der ikke findes større andre steder. Når vi tager hovedstadsbegrebet i brug, er det en understregning af, at by og natur sammen bør være den bærende fortælling om Silkeborg, siger hun.

For Knudsen selv ligger der mange outdoor oplevelser og venter, når håndbolden en skønne dag ikke fylder helt så meget som nu.

- Jeg vil gerne på sigt bruge mere tid på at løbe og cykle i skoven, men tiden er knap, så i øjeblikket griber jeg i stedet de elementer, der ligger først for som f.eks. en tur på Sindbjerg og Stoubjerg, som nærmest ligger i min baghave – hvilket jo igen er et godt eksempel på, at lettilgængelige naturoplevelser findes i stor og lille skala her i området og ikke behøves at planlægges lang tid i forvejen.