En topsportsvogn anno 1987 ruller i weekenden ind på FDM Jyllandsringen Foto: Morten Alstrup

Oplev biler, du aldrig har set før

Weekendens Danish Masters Racing Festival på Jyllandsringen byder på interessant opvisning

RESENBRO Det er de specielle biler og historiske køretøjer, som udgør grundstammen i programmet ved weekendens Danish Masters Racing Festival på FDM Jyllandsringen. Gamle britiske motorcykelmærker som BSA og Norton, der kæmper som for 50 år siden, og klassiske modeller som NSU 1200 TT og Mini Cooper kører i tæt duel, skærm mod skærm.

Men der kommer også et ekstra krydderi på weekendens arrangement. Om søndagen bliver der således to gange kørt opvisningskørsel, og det bliver med køretøjer, som du sikkert aldrig har set før. Eller sjældent har oplevet.

Kendt fra Le Mans
Dan Brockdorff ruller således sin spændende Argo JM19 ind på banen og giver den gas. For 30 år siden var det sportsprototyper som denne, der deltog i den daværende gruppe C2-klasse, som var datidens svar på nutidens LMP2-racerbiler, som blandt andet kendes fra Le Mans. Og Dan Brockdorffs eksemplar er dekoreret ligesom det eksemplar, som den navnkundige nordmand Martin Schancke deltog med i VM-serien dengang.

En bil, som for første gang skal køre på dansk grund, er en britiskbygget Lola T162, som Lars Rolner viser frem. Bilen blev i sin tid bygget til at deltage i den nordamerikanske CanAm-serie i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne, og her var det eneste krav stort set, at racerbilerne skulle have fire hjul. Lars Rolners historiske racer vejer således 850 kilo, men den store amerikanske V8-motor har intet mindre end 712 hestekræfter og leverer en imponerende lydkulisse…

Opvisningerne ved Danish Master Racing Festival finder sted søndag klokken eftermiddag, og med på programmet er også hele fire eksemplarer af det legendariske Bugatti-mærke – det mest prestigefyldte bilmærke fra Frankrig.