39-årig mand fra Silkeborg livsfarligt kvæstet efter fald fra tag

Bjarne Gregersen 

Håndværker blæst ned af haltag i Knudlund

KNUDLUND En 39-årig håndværker fra Silkeborg blev fredag eftermiddag livsfarligt kvæstet, efter et fald fra et fabrikstag i Knudlund.

I følge oplysninger fra politiet arbejdede den 39-årige med at lægge nyt tag på fabrikshallen, da han med en tagplade i hænderne blev blæst ned af taget af vinden, hvorefter han faldt fem-seks meter ned og ramte fabriksgulvet.

Manden blev kørt med ambulance til traumecentret i Aarhus, hvor hans tilstand fredag eftermiddag betegnes som kritisk.

Manden arbejdede for en håndværkervirksomhed i Silkeborg, der var i færd med at lægge nyt tag på halbygningen hos virksomheden Dan Color på Salten Skovvej, da ulykken skete.

Politiet har efterfølgende tilkaldt Arbejdstilsynet, der herefter vil undersøge, om arbejdet er blevet udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt.