Det er den lokale afdeling af Haveselskabet, som står for at arrangere plantemarkedet i Lunden. Der er virkelig mulighed for at gøre en god handel hos mange af de private haveejere, som selv har fremdyrket planter til videresalg. Foto: Søren Nielsen

Have-nørder strømmede til velbesøgt plantemarked i Lunden

Søren Nielsen 

Den lokale afdeling af Haveselskabet arrangerede plantemarked, og det tiltrak mange interesserede købere

SILKEBORG Allerede før åbningen klokken 10.00 strømmede det til med have-interesserede silkeborgensere, der alle ville være blandt de første til at gøre et kup til Haveselskabets forårsmarked.

Her var vel omtrent 30 salgsboder stillet op med flotte planter af alle mulige slags.

Haveselskabet flyttede for et par sæsoner siden plantemarkedet fra Cirkuspladsen til Lunden, og det skønne område i byen gør sig godt til salget af planter.

Flere hundrede gæster fandt vej i hvert fald vej til den grønne lund i løbet af de par timer, som markedsdagen varede.

Ideen med Haveselskabets plantemarkeder er, at haveejere her kan sælge ud af deres overskud af planter eller bytte med hinanden. Det er genbrug og deleøkonomi, når det er allerbedst.

- Det sjoveste ved at gå på plantemarked er netop, at du her finder et anderledes udvalg af planter end det, du ellers finder. Haveselskabets medlemmer kan nemlig godt lide at dyrke lidt anderledes planter end dem, man kan få de fleste steder, siger Louise Møller fra Haveselskabets Rådgivning.

I år arrangerer Haveselskabet 135 plantemarkeder og plantebyttedag over hele landet.