Trine Enevoldsen fra Silkeborg blev vinder af programmet »Hjem til gården« på TV2, hvor 14 mænd og kvinder sammen skulle drive en primitiv gård uden hverken el og vand og få en hverdag som selvforsynende til at fungere.

Trine fra »Hjem til gården« sendt i finalen

Katrine Friis Pedersen 

Trine Enevoldsen fik i 8. afsnit af »Hjem til gården« en direkte plads i finalen, da Kasper Jørgensen valgte hende som storbonde

SILKEBORG 36-årige Trine Enevoldsen fra Silkeborg er direkte i finalen i »Hjem til gården«.

30-årige Kasper Jørgensen valgte nemlig Trine Enevoldsen som næste uges storbonde, efter han måtte se sig slået ud af den 23-årige Frederik Bingen Jacobsen, da det gjaldt viden om redskaber i tvekampen.

Når man bliver slået ud i tvekamp, afslører man i et brev til de andre deltagere, hvem næste uges storbonde skal være.

Og ifølge Kasper Brock Jørgensen brev til de andre deltagere, var han ikke i tvivl om, hvem han skulle vælge.

- Selvom jeg ønsker jer alle fire i finalen, er der en person, som har fået en helt speciel betydning for mig, så derfor skal Trine naturligvis sikres en plads i den store finale. Gør dit bedste, vi ses snart, skrev Kasper Jørgensen i brevet.

Det betyder, at Trine Enevoldsen har ansvaret for at lede og drive gården i niende afsnit, og derfor risikerer hun ikke at blive smidt ud i næste uges afsnit.

I »Hjem til gården« skal 14 mænd og kvinder drive en primitiv gård i Danmark uden hverken el og vand samtidig med, at de kæmper om gevinsten på en halv million kroner.