Unge begik røveri mod buschauffør

Adam Haff 

Chauffør fik stjålet byttepengene, inden afgang på tirsdag aftens sidste tur fra rutebilstationen i Silkeborg

SILKEBORG En 47-årig mandlig buschauffør blev tirsdag aften ved 20-tiden udsat for røveri på rutebilstationen i Silkeborg.

Fem unge mænd stjal chauffør-pungen med penge i og stak af til fods.

Klokken 20.16 slog chaufføren alarm til politiet. Han var 10-15 minutter forinden blevet overrasket, da han holdt med den tomme bus på Drewsensvej. Chaufføren tog en lille lur omme bagerst i bussen, inden sidste tur hjem til Randers. Han vågnede ved, at noget puslede oppe foran.

Han så, at fordøren stod delvist åben og da han gik ud, så han fire unge mænd stikke af til fods. Samtidig blev han skubbet omkuld af en ung mand, der stod bag ham.

Chaufføren nåede kun at se, at de fem unge var i alderen 14-18 år, fortæller politiet i Silkeborg. Chaufføren fandt bus-tegnebogen smidt, men uden penge i. Udbyttet er ikke oplyst.

Hvis man har oplysninger i sagen vil politiet gerne have besked på telefon 114.