Lemming-pensionister besøger »Gutterne på Kutterne«

LEMMING Tirsdag 23. maj har Lemming Seniorklub udflugt til Jammerbugten. Bussen kører fra Lemming Kirke tidligt om morgenen, hvorfra turen går mod nord, og undervejs er der kaffe med rundstykker.

Bussen kører via Aalborg ud i Store Vildmose, hvorefter der er besøg hos Blokhus Lys - en butik på 1200 kvm og med permanent juleudstilling.

Ved Blokhus Kulturhus & Skulpturpark nydes en frokostbuffet, og der er samtidig besøg i den hyggelige træ- og sandskulpturpark, som bugner af kunst, håndværk og blomster. Videre gennem Fosdalen og Lerup Kirke til Svinkløv Strand, hvor man kan se resterne af badehotellet. Herfra til Thorup Strand, hvor deltagerne kan følge strandlivet og måske være heldige at se kutterne blive hevet på land og møde »Gutterne på Kutterne«, de fra tv så kendte kystfiskere. Der køres omkring et fiskerøgeri inden turen hjemad.