Politiet udskrev en del bøder i nattelivet

SILKEBORG Politiet havde natten til søndag fat i en del mennesker, som gik over gevind i nattelivet.

De blev alle sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Klokken 00.35 blev en 17-årig mand fra Viby sigtet for at have skubbet og taget hårdt fat i en 18-årig mand fra Silkeborg. Det skete i forbindelse med en gadefest på Bindslevs Plads ved Medborgerhuset.

Klokken var 03.45, da en 18-årig mand fra Silkeborg gik råbende omkring i Nygade. Manden ville ikke flytte sig for patruljevognen og heller ikke oplyse sit navn.

Så han blev anholdt og taget med på stationen, hvor han oplyste det, han skulle.

Ved 05-tiden fik en 30-årig mand en bøde for at stå og tisse i Nygade. En 26-årig mand gik råbende og skrigende rundt og væltede ind i patruljevognen.

Også han fik en bøde og det samme gjorde en 28-årig mand, som var støjende og provokerende. Manden skubbede til andre, og nægtede at oplyse sit navn til politiet.

Han blev anholdt og da han samtidig kom med fornærmende udtalelser om politifolkene, blev han også noteret for det.

Efter en tur på politistationen, hvor manden oplyste sit navn, blev han løsladt igen.

adam