Peter Sørensen var tilfreds med det punktum, som SIF satte i Superligaen. Foto: Martin Ballund

Stolt SIF-manager: En værdig afsked

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF udspillede OB, men i sidste ende var den velfortjente sejr ikke stor nok

FODBOLD Tirsdag aften sluttede superligasæsonen for SIF, der tog afsked med Mascot Park efter en hæsblæsende fodboldkamp, hvor OB blev besejret med 2-1. Robert Skov slog til med to scoringer, mens gæsternes Mikkel Desler blev noteret for en enkelt.

Fynboerne havde dog vundet det første indbyrdes opgør i Odense med 3-1, og SIF-sejren var derfor ikke stor nok til at forlænge sæsonen i Europa Playoff.

Der var alligevel stolthed at spore på stadion i Silkeborg, hvor de lokale helte spillede sprudlende, offensiv fodbold og nærmest vadede i chancer mod et vaklende OB-hold. Derfor var der også smil på læben hos SIF-manageren efter sæsonens sidste kamp.

- Jeg synes, det var en rigtig flot kamp. Vi havde et svært udgangspunkt, som dog godt kunne have været værre. Vi spillede vores chance. Det synes jeg virkelig. Spillerne gik ind til kampen med en stor gejst og en stor tro på tingene fra første til sidste minut. De viste en iver for at opnå det resultat, der skulle til, og de havde også evnerne til det. Næsten... for det er også en kunst at kunne udnytte sine chancer, sagde Peter Sørensen.

Hvis Randers FC onsdag aften kan forsvare den 2-0-føring, som kronjyderne har med fra det første opgør i den sideløbende duel mod AaB, slutter SIF’erne sæsonen på en niendeplads, og det er der tilfredshed med i Søhøjlandet.

- At spille så godt og være så overlegen mod et så fint hold, som OB er, det er en præstation, som vi godt kan være tilfredse med og stolte af. Vi er glade for, at det var vores udgang på en flot sæson. Det var en værdig afsked med et gammelt stadion, siger Peter Sørensen.