Lokale Matas-butikker har styr på pillesalget. Foto: Matas

Uanmeldt besøg af Lægemiddelstyrelsen i lokale Matas-butikker

Jakob Munk Schmidt 

MEDICIN Under halvdelen af landets medicin-sælgende butikker slap fri helt uden anmærkninger ved Lægemiddelstyrelsens tjek af sikkerheden.

De to Matas-butikker på henholdsvis Torvet og Vestergade i Silkeborg var blandt de steder, hvor styrelsen lavede stikprøvekontroller, og her var alt imidlertid, som det skulle være.

Det oplyser butikskæden i en pressemeddelelse, og butikschefen i Matas på Torvet Julie Handberg er stolt af medarbejdernes indsats.

- Borgerne skal og kan være trygge ved at købe deres håndkøbsmedicin i Matas, og derfor er det højt prioriteret at overholde alle regler, siger Julie Handberg.

- Det er dejligt, at vi har fået Lægemiddelstyrelsens ord for, at vi har styr på sikkerheden, og fremadrettet vil vi også arbejde målrettet på at leve op til de høje standarder, lyder det fra den lokale Matas-chef.

Ifølge den netop offentliggjorte rapport er det blot 43,9 procent af de medicin-sælgende butikker på landsplan, som overholder alle reglerne for salg af håndkøbsmedicin til mennesker.

Lægemiddelstyrelsens kontrolaktion indebar en grundig gennemgang af opbevaring, sortiment, egenkontrol, dokumentation og personale.

Matas består af 287 butikker i Danmark, og heraf blev godt 50 stikprøvekontrolleret.

Matas på Borgergade var ifølge kæden ikke blandt de kontrollerede.