Der vil være flyopvisning både med »hyggeture« og dristige flyvninger med vanskelige manøvrer og hastigheder op til 300 km/t.

Åbent hus i svæveklub

SILKEBORG På lørdag den 20. maj markerer Silkeborg El & Svæv, Fl. Smidths Vej 3 B, at dagen er udnævnt til Modelflyvningens Dag. Det sker med et åbent hus-arrangement om eftermiddagen.

Her kan man komme og se den lokale modelflyveplads og se flyveopvisningen. Desuden er der udstilling med et stort antal flymodeller.

Med arrangementet vil klubben vise, at modelfly kan være alt fra et graciøst svævefly over en drone eller en snerrende helikopter til en kopi af en rigtig flyver - motorfly og jetfly. Desuden vil klubben vise, at det ikke udelukkende drejer sig om flyvemaskiner, men også sammenhold, socialt samvær, klubliv og sportsånd.

Der vil også være mulighed for at prøve at styre et modelfly i luften sammen med en af klubbens instruktører eller prøve klubbens flysimulator på storskærm i klubhuset.