Esther Ayariga Abangwine gæster Heksekosten, der forhandler de ghanesiske fletprodukter, som alle fremstilles på Fair Trade betingelser.

Mesterfletter i Heksekosten

SILKEBORG Det er et visit ud over det sædvanlige, når Heksekosten fredag den 19. maj får besøg af Esther Ayariga Abangwine, der kommer fra Ghana, hvor hun betegnes som en af de dygtigste kurveflettere.

I Heksekosten vil hun demonstrere den unikke fletteteknik, der anvendes i Nordghana, hvor Heksekostens Fair Trade-kurve bliver produceret.

Besøget i Heksekosten er del af en større tur rundt i Danmark og Sverige, hvor Esther Ayariga Abangwine i maj og juni måned besøger butikker, der forhandler kurvene fra Ghana.

Hun er 41 år gammel, gift med kurveproducent Peter Agandaa og mor til tre børn. Hun kan flette alle de forskellige slags kurve, der findes i Nordghana.

Esther Ayariga Abangwine er samtidig en af de de 450 kurveflettere, der producerer til den danske virksomhed Hammershus Fairtrade.