Familier på udflugt til rovfugleshow

SILKEBORG DUI Leg og Virke Silkeborg står på søndag den 21. maj bag en udflugt for familier, der ikke selv har penge til at tage på udflugt.

Turen går til Silkeborg Ørnereservat, Rovfugleshow og Bisonfarm ved Them, og 50 børn og voksne deltager.

DUI samarbejder med familieafdelingen i Silkeborg Kommune, der henviser familier til organisationens tilbud.

DUI Silkeborg arrangerer hvert år også en sommerlejr for familier i organisationens hytte, Gudenåhuset, som ligger i Svostrup.

Udflugten på søndag foregår med bus. Der er opsamling på Kejlstrupvej, og der vil være sørget for både sandwich og frugt til deltagerne.