Klaus Vogel og Kim Menzer er stadig frontfigurer i Burnin Red Ivanhoe. Onsdag spiller bandet i Them.

Ikonisk rock-jubilæum

Christian Kloch Larsen 

Burnin Red Ivanhoe i det nye kulturhus i Them på onsdag

MUSIK Burnin Red Ivanhoe har efterhånden 50 år på bagsmækken.

22. maj 1967 stod et af syrerockens første, danske bands på scenen for første gang - og meget tæt selve dagen for bandets 50 års jubilæum - nemlig onsdag 24. maj - kan Burnin Red Ivanhoe opleves i kulturhuset i Them.

I årenes løb har Burnin Red Ivanhoe stået på scenen mere end 1000 gange. Udover i Skandinavien har bandet turneret i England, Tyskland, Frankrig og Indien, og spillet koncerter og medvirker på turneer med ikoniske navne som Uriah Heep, Incredible Stringband, Jimi Hendrix og Black Sabbath.

Bandet har desuden medvirket i mange radio- og tv-programmer foruden i flere film.

Ud over et større antal piratudgivelser og opsamlingsplader har Burnin Red Ivanhoe udsendt 11 albums, hvoraf flere indgår i enhver rockentusiasts grundsamling.

Debutalbummet »M144« har således status som ét af nyere danske musiks betydeligste udgivelser.

Menzer og Vogel
Kim Menzer og Karsten Vogel har fra starten været de musikalske drivkræfter i Burnin Red Ivanhoe. Og det er de også på onsdag, når det gamle band gæster Them.

Med til det faste hold hører også Assi Roar på bas, Klaus Menzer bag trommerne og guitaristen Jens Runge. Det sjette og nye medlem af Burnin Red Ivanhoe er Lone Selmer, der både spiller keyboard og lægger stemme til.

Autentisk selskab
Koncerten med Burnin Red Ivanhoe er denne ugens anbefaling fra kulturredaktionen.

Dels fordi der her er en enestående mulighed for at genopfriske ånden fra den danske musikscene sidst i 60’erne i et særdeles autentisk selskab, og for at rocke med på sange som »Ivanhoe i Brøndbyerne«, »Tingel-tangel manden« og »Gong-Gong, the Elephant Song«.

Og dels fordi det er virkelig godt gået af Kulturstafetten i Them at trække et ikonisk rockband til byen - nøjagtig 50 år efter flammen blev tændt for Burnin Red Ivanhoe.