Silkeborg bygger børnemotorvej på Store Torv i Aarhus

SILKEBORG Silkeborg Kommune vil i snak med aarhusianske børnefamilier. Derfor opstiller bosætningskampagnen »Silkeborg Kalder« en motorvejsformet legeplads på Store Torv lørdag den 20. maj. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Her kan børn tage turen fra Aarhus til Silkeborg på to- og trehjulede cykler. Når børnene ankommer til Silkeborg kan de fiske i Gudenåen, gå på vandresti og opleve byen midt i naturen.

Det er nogle af de aktiviteter som børn og børnefamilier kan opleve, når bosætningskampagnen Silkeborg Kalder på lørdag ruller en børnevenlig legeplads ud på Store Torv i Aarhus.

Legepladsen er formet som et vejforløb, der starter i Aarhus og ender ud i Silkeborg. Og det er der en særlig grund til. Motorvejen mellem Aarhus og Silkeborg har nemlig gjort det endnu lettere at bo i Silkeborg og stadig være tæt på Aarhus.

- Vi vil gerne give børn og forældre oplevelsen af, hvor tæt Silkeborg ligger på Aarhus og vise, hvorfor det er godt at bo i Silkeborg. Vi håber på, at legepladsen giver en sjov og anderledes oplevelse, så de på egen krop kan opleve, hvor meget Silkeborg har at byde på for børnefamilier, fortæller bosætningskonsulent Kristoffer Mølstrøm.

Legepladsen åbner på Store Torv lørdag den 20. maj kl. 10.00. Silkeborg Kalder vender tilbage med den motorvejsformede legeplads til Aarhus den 24. juni.