Hede Rytmer er tæt på at kunne melde udsolgt. Især lørdag er der pres på billetsalget. Foto: Martin Ballund

Hede Rytmer tæt på udsolgt

Lørdag er der kun få hundrede billetter tilbage

SILKEBORG En vejrudsigt, som lover sol og sommertemperaturer i denne uge, har sat ekstra gang i billetsalget til Hede Rytmer. Alene i løbet af søndag blev der solgt 89 billetter og allerede nu kan festivalarrangør Oliver Zähringer med sikkerhed sige, at der bliver udsolgt lørdag.

Der er nemlig kun få hundrede billetter tilbage, inden billetsalget rammer loftet på 5000.

- Der plejer altid at blive solgt et par hundrede billetter ved indgang på selve dagen, men i år kan man ikke vide sig sikker. Og slet ikke sådan som vejrudsigten ser ud. Det er ved at være sidste udkald, siger Oliver Zähringer.

Mandag morgen var der solgt 4629 billetter til lørdag, mens billetsalget til fredag var på 4484.

Alle, som har købt billetter til årets Hede Rytmer - såvel partoutbilletter som dagbilletter - har også adgang til forfesten torsdag aften, hvor der er Klub Hede Rytmer med navne Gulddreng, Kongsted og To Many Left Hands i Indelukket.