Trine Enevoldsen fra Silkeborg blev vinder af programmet »Hjem til gården« på TV2, hvor 14 mænd og kvinder sammen skulle drive en primitiv gård uden hverken el og vand og få en hverdag som selvforsynende til at fungere.

Trine vandt Hjem til gården

Susanne Niskanen 

Den seje »bondekone« fra Silkeborg løb med titlen og præmien på en halv million kroner

SILKEBORG Det blev 36-årige Trine Cecilie Enevoldsen fra Silkeborg, der slog 49-årige Jacob Grum-Schwensen og dermed vandt titlen som vinder af serien »Hjem til gården« på TV2, hvor sidste afsnit blev vist mandag aften.

Allerede inden optagelserne til programmet gik i gang, var Trine Enevoldsen fast besluttet på, hvad den eventuelle pengepræmie på en halv million kroner skulle bruges til. Hun har nemlig de sidste mange år gået med en drøm om at blive selvstændig i en noget usædvanlig branche - hun vil sælge hesteextensions, som er hår, man kan sætte på sin hests manke, så den bliver fyldigere eller længere.

»Hjem til gården« vinderen har tidligere fortalt, at hun fik ideen, da hun for nogle år siden arbejde som salgskonsulent, hvor hun solgte hårextensions til mennesker.

Til hverdag bor Trine Enevoldsen i et kolonihavehus i Silkeborg - i øvrigt sammen med en af de andre deltagere i tv-programmet, Kasper Jørgensen.