Nordisk Extrem Maraton har altid budt på overraskelser for deltagerne. Fotoet her er fra løbet i 2014, hvor deltagerne skulle krydse Brassø og midt ude i søen skulle omkring en post, der var placeret på Hjejlen. Foto: Bent Nørgaard

800 er klar til en ekstrem weekend ved Silkeborg

Bent Nørgaard 

Nordisk Extrem Maraton samler igen masser af deltagere med hang til helt ekstraordinære udfordringer

SILKEBORG Løbsarrangør Jesper Valbak fra Racing Denmark kan igen i år melde om flot interesse for Nordisk Extrem Maraton, der løbes ved Silkeborg, i år i weekenden 27.-28. maj. Han venter op mod 800 deltagere til starten, der går fra Lunden på Vestergade i Silkeborg hen på dagen lørdag og slutter samme sted søndag, hvor de første deltagere ventes i mål ved middagstid - og de sidste flere timer senere.

Nordisk Extrem Maraton er meget mere end et løb. Deltagerne bliver hvert år udsat for nye udfordringer, blandt andet plejer det at være sikkert, at de flere gange må en tur i vandet.

Fra 21 til næsten 100 km
Deltagerne har ved tilmeldingen haft en stribe muligheder af vælge imellem. Der kan løbes solo på opmærkede ruter eller som par med kort, kompas og rygsæk - og der er en række distancer.

De allerhårdeste skal ud på 70 km med kort og kompas - og de 70 km er vel at mærke i fugleflugtslinje, så reelt bliver det betydeligt mere, måske helt op mod 100 km alt efter vejvalg og evnen til at orientere.

De øvrige baner med kort og kompas er 35 og 50 km. De opmærkede ruter er 21, 42 og 55 km.

Fælles for alle er, at de skal i aktion over to dage, og at de undervejs skal overnatte i telt.

Deltagerne på banerne med kort og kompas skal have alt udstyr med på ryggen - også telt, sovepose, liggeunderlag, kogegrej og mad.

Jesper Valbak lover, at deltagerne undervejs vil møde det hårdeste terræn, Danmark har at byde på - stejle skrænter, dybe mudderhuller, underjordiske bunkere og beskidte moser med væltede træer på kryds og tværs.

Fejrer 15 år
Nordisk Extrem Maraton fylder i øvrigt 15 år, og det bliver markeret på årets løb. Hvordan det sker, skal være en hemmelighed for deltagerne, så det kan vi desværre ikke røbe her.

Men uden at sige for meget vover vi at fortælle, at det våde element vil indgå, men at det alligevel vil blive flot og elegant.