Foto: Peter Erfurt

Beboere på Nørrevænget overrasket over tagbrand

Søren Nielsen 

Sad i stuen da strømmen pludselig gik. Og så bankede det på døren

SILKEBORG Et ægtepar i et parcelhus på Nørrevænget fik sig søndag formiddag en slem overraskelse, da det gik op for dem, at der var ild i taget.

De var til stedet i huset, da strømmen pludselig gik. De forsøgte at slå strømmen til igen, men uden held.

Lidt efter bankede det på døren, og en forbipasserende kunne fortælle, at der var ild i taget.

Straks blev brandvæsnet alarmeret, og med en hurtig indsats kunne branden kontrolleres til »kun« taget.

Men slukningsopgaven var ikke umiddelbart en let opgave, oplyser indsatsleder Allan Riisberg fra Midtjysk Brand & Redning.

- Ilden havde fået godt fat i nogle tagplader og noget granulat-isolering. I granulaten kunne ilden ligge og ulme, og det gjorde slukningsopgaven mere vanskelig end som så, fortæller Allan Riisberg.

For at undgå at sprøjte meget vand på granulatet, valgte brandmandskabet at lave hul i taget for at bære en del af materialet ud. Den opgave fik slukningen til at tage noget længere tid end normalt.

Det var formentlig en teknisk el-installation på loftet, som var årsag til branden. Det skal politiets teknikere undersøge nærmere.