Jesper Nøddesbo. Ritzau Foto

Officielt: Nøddesbo klar for BSV

Peter A. Sørensen 

Bjerringbro-Silkeborg får i næste sæson to stregspillere, der har vundet Champions League

HÅNDBOLD Midtjyllands Avis gravede allerede tilbage i foråret historien frem, og nu er det officielt.

Stregspilleren Jesper Nøddesbo skifter fra FC Barcelona til Bjerringbro-Silkeborg på en tre-årig kontrakt. Dermed er Nøddesbo med til første træning i BSV efter sommerferien.

- Det handler meget om, at jeg stadig har ambitioner håndboldmæssigt. Jeg vil gerne spille på et højt niveau, og samtidig virker BSV som en klub, der har styr på tingene, siger Jesper Nøddesbo og konstaterer, at der har været flere ting med i overvejelserne.

- BSV har haft forståelse for, at det kan være min sidste kontrakt, hvilket betyder, at jeg også skal finde ud af, hvad der skal ske efter håndbolden. Så det er en del af pakken med BSV, siger Jesper Nøddesbo, der vil bruge de næste tre år til at finde ud af, hvad det mere nøjagtigt er.

Nøddesbo takkede nej til flere andre danske klubber - blandt andet HC Midtjylland, som han ellers har stor tilknytning til.

- HCM har også været i spil, for her kommer der også nogle andre følelser ind. Min far har været involveret i klubben og min bror har spillet, så det har været et svært valg, men på mine parametre, og de ting jeg har tænkt igennem, er BSV det bedste valg, siger Nøddesbo

Han ser frem til at spille sammen med Michael V. Knudsen på stregen i BSV. Med de to spillere får Bjerringbro-Silkeborg to tidligere landsholdsspillere på samme plads - og to spillere, der begge har vundet Champions League.

- Jeg glæder mig rigtig meget til det. Jeg kender Knudsen fra landsholdet, og jeg tror, at vi kan supplere hinanden rigtig godt, siger den kommende BSV-spiller.

Han vender hjem til Danmark i slutningen af juni, hvor han vil blive præsenteret ved et officielt pressemøde i Silkeborg.

Læs stort interview med Jesper Nøddesbo tirsdag i Midtjyllands Avis og under Mja.dk Plus. Her fortæller stregspilleren, hvor han har tænkt at slå sig ned i Danmark.