Silkeborg ramt af indbrudsbølge

Brian Holst 

Syv indbrud begået i Kristi himmelfarts-ferien

SILKEBORG I lang tid har der ikke været ret mange indbrud i Silkeborg og omegn, men nu ser det ud til, at indbrudstyvene har fundet brækjernene frem igen.

- Vi har haft en del indbrud den seneste tid, og henover Kristi himmelfarts-ferien har vi haft syv indbrud, konstaterer politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg.

Derfor er det vigtigt, at borgerne i Silkeborg er opmærksomme på mistænkelige biler eller personer, der befinder sig i kvartererne.

I weekenden blev der stjålet værdier for mange tusinde kroner på Lyngsøvej i Silkeborg, da en rude til en villa blev knust. Fra huset blev der stjålet en PH-bordlampe og fire PH-loftslamper. Desuden blev der stjålet designermøbler i form af en Svane-stol af Arne Jacobsen og en Wegner-skammel.

Der har også været indbrud i en villa på Glentevej. I løbet af torsdagen og fredagen er der blevet knust en rude i huset, hvorefter tyven har gennemrodet det hele. Det er endnu ikke opgjort, hvad der er stjålet.

Hærværk i Lemming
På Højbovej i Lemming blev der i løbet af torsdagen og fredagen brudt ind i en ladebygning. Herinde blev der begået hærværk på en campingvogn, og en veteranbil fik knust sideruderne. Desuden blev radioen i veteranbilen stjålet.

På Anemonevej i Silkeborg blev et stuevindue pillet ud, hvorefter der blandt andet blev stjålet smykker, et guldur og noget sølvbestik. Politiet har dog endnu ikke fået en endelig opgørelse af det stjålne fra beboerne.

Et andet sted på Anemonevej brød tyven ind gennem en terrassedør, hvorefter der blev stjålet kontanter og smykker til en samlet værdi af 10.000 kr. Indbruddene på Anemonevej skete også i løbet af torsdag og fredag.

Der har også været indbrud i frisørforretningen Signatura på Skolegade i Silkeborg. Natten til fredag klokken 01.00 blev der kastet en brosten ind gennem vinduet til forretningen, hvorefter der blev stjålet et kontantbeløb fra pengekassen.

Fra torsdag til lørdag gik det ud over en villa på Trondheimsvej i Silkeborg, hvor en terrassedør blev brudt op. Der blev blandt andet stjålet kontanter og et par Adidas-sko.