31JAN08 Regn, regn, regn, vand, vand, vand. Foto: Torben Larsen

Solen skruer ned for varmen

Kenneth Husum 

SILKEBORG Efter en særdeles flot uge rent vejrmæssigt, ser første uge af juni noget mere tvivlsom ud.

Specielt onsdag kan blive en både kold og blæsende fornøjelse, fortæller vagthavende meteorolog Dan Nilsvall fra DMI.

- Onsdag bliver ret så efterårsagtigt med blæst helt op til kuling i Nordjylland, fortæller han.

Ugen begynder med en mandag, der i høj grad står i skyernes tegn. Her bliver der skyet i hele landet fra morgenstunden. Men det ventes at klare op i løbet af eftermiddagen, hvilket vil betyde nogen eller en del sol flere steder. Det kan muligvis blive tilfældet i Silkeborg.

Mandag aften bliver det skyet igen, ligesom der også vil komme regn fra sydvest.

Tirsdag fortsætter det ustadige vejr med byger, og det går onsdag direkte over i efterårsagtigt-vejr, hvor det vil blæse i hele landet og være køligt med temperaturer omkring 15 grader.

Efter onsdag skulle det blive varmere igen, ligesom vejret vil være stabilt.

Temperaturerne bliver dog næppe over 20 grader ret mange steder i denne uge.