De seneste dage er opbakningen til 13-årige Yiming Liu og hendes familie strømmet ind fra hele Danmark. Foto: Martin Ballund

Yimings familie takker for opbakningen

Jesper Rosenquist 

Kjeld Gaard-Frederiksens statusopdatering om steddatteren Yiming Liu er blevet delt over 10.000 gange på Facebook

SILKEBORG »MIN DATTER BLIVER UDVIST FRA DANMARK!

Jeg har brug for al den hjælp og støtte jeg kan hente i mit netværk og jeres tråde videre ud.«

Sådan skrev Kjeld Gaard-Frederiksen i fredags på sin facebookprofil, efter det stod klart, at Udlændingestyrelsen havde vurderet, at hans steddatter Yiming Liu på 13 år skulle udvises af Danmark.

Siden er hans statusopdatering blevet delt mere end 10.000 gange.

- Vi er meget taknemmelige for den opbakning, vi har fået fra hele Danmark i denne sag. Også skolen og forældregruppen har været fantastiske med deres opbakning. Jeg er glad for, at så mange mennesker har bakket os op i, at denne sag med udvisningen af min datter er fuldstændig grotesk. Vi har udelukkende modtaget støttende og positive kommentarer fra rigtig mange forskellige mennesker, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Knap 6100 mennesker har på nuværende stund også støttet en underskriftindsamling til fordel for Yiming Liu.

Glad opdatering
I går skrev Kjeld Gaard-Frederiksen en ny opdatering på sin facebook-profil:

» Vi fik i dag den dejlige besked at udvisningen af vores datter Yiming er sat i bero, mens vores klage behandles i udlændingenævnet.

Så langt var vi aldrig nået uden Jeres hjælp og vi er Jer alle dybt taknemmelig for den støtte vi har fået. Efter det føste chock havde lagt sig var det den støtte vi fik fra Skole, forældre, pressen og Jer alle på FB der gav os modet til at kæmpe kampen til ende.

Jeg har fået genoprettet min tro på Danmark, med alle jeres fede tilkendegivelser, forslag og tilbud om hjælp og at I virkelig rykker sammen når noget åbenlyst retfærdigt sker.

Nu skal vi lige have lidt ro på nogle dage og få hvilet ud og så skal vi have denne kørt helt hjem så Yiming får sin opholdstilladelse«